Fra LA Girl til Yogi (del 5)

Janni Mortensen i Indien

Fra LA Girl til Yogi (del 5)

Blue eyes. Barbie Doll. Princess. Angle.

Disse øgenavne har vist sig at blive gentaget og brugt om mig, uanset hvor i Indien jeg befinder mig. Måske meget naturligt, da lyst hår og blå øjne er usædvanlig. Mine blå øjne bliver kommenteret og er starten på enhver samtale jeg har med en inder og i hver samtale fortæller jeg dem, hvor fascineret jeg er af DERES mørke øjne. Det ligner ikke, at de tror på mig.

Når jeg møder andre med samme lyse hud og med samme størrelse backpack, starter samtalen ud på en lidt anden måde. De er ikke så interesseret i hvilken øjenfarve jeg har, men derimod hvilket land jeg er fra, hvilken bog jeg læser og hvad som bragte mig her til Indien. Min historie. Hmm. Den har jeg skulle fortælle mange gange nu og det får mig til at overveje hver gang, hvorfor jeg egentlig er her. Er jeg løbet væk fra noget eller løber jeg hen mod noget?

Dog genkender vi hinanden, som var vi nåle i en høstak. Vores beskæftigelse, vores alder og vores fortid er ikke relevant og sikkert og næsten usagt er vi her alle af samme grund. Vi er søgende og nysgerrige på livet. Dog alle meget bevidste om at frihed og lykke findes indeni, men hvordan er det lige nu man kommer derind? Derfor møder jeg utrolig mange som, ligesom mig selv, ikke har et hjem pt. Vores backpack og vores tøj er det tætteste vi kommer på noget fysisk vi ejer og alle syntes at have det mere end godt med den situation.

Jeg føler mig hjemme. Ikke i det organiserede kaos omkring mig, den kulhydrat rige mad kultur eller de stirrende blikke (jeg stirrer på de fritgående aber og køer som går sidelæns med mig på gaden – inderne stirrer på mig). Nej, Jeg føler mig hjemme i de mennesker jeg møder undervejs. De snakke vi har. Deres indsigt. Vores fælles interesser, omsorgen for hinanden, villigheden til at åbne op og jeg er åbenbart ikke alene. Jeg mødte en fyr som er rejst til Indien, udelukkende for mødet med de personer som vælger at tage hertil. Han havde erfaret at det netop var de mennesker han connectede godt med og på et niveau, hvor han følte sig set og hørt.

Rishikesh - Janni

Jeg er ankommet til Rishikesh efter en meget lang og lokal togtur. Rishikesh er måske den eneste by jeg har haft forventning til hjemmefra, da det siges at være yoga byen af dem alle. Dvs. BYEN at tage til hvis man er på en ydre og indre yoga rejse som mig. Det er farligt med forventninger, for de har det oftest med at skuffe, og det blev jeg også allerede på 2. dagen, da turen ændrede sig drastisk hos et besøg hos en kiropraktor på det lokale hospital. “Du har en diskusprolaps i nedre del af ryggen og må ikke dyrke yoga, løbe eller sidde i lotus stilling, de næste 3 måneder”.
BUM! Det var det eneste jeg har gjort den sidste 1 1/2 måned, så hvordan sluger man lige den, når nu det var hele grunden til min rejse?

Så her er jeg. Netop ankommet til yogaens mekka og klar til at indtage byen med mine lilla farvede yoga bukser. I top form med et gennemøvet headstand og pludselig mærker jeg igen, hvor nemt det er at udelukkende fokuserer på fysisk tilgang til yoga, men sandheden er; at det nok er den mindste del af yoga.

Heldigvis havde jeg fået et forsmag på min egen krops mysterie (læs: jeg græd pga. en “skål”) og af samme grund havde det gjort mig så nysgerrig, at jeg allerede havde meldt mig på en 5 dages meditation workshop med fokus på chakras før min ankomst til byen. Den workshop skal jeg på nu og jeg glæder mig som et lille barn.

Så mens yogaen fysiske del er blevet sat i bero for mig, nyder jeg i stedet mødet med folket, samtalerne og ikke mindst byen og dens befolknings store hengivenhed til deres guder og den hellige flod som strømmer igennem byen. Det er ualmindelig smukt!

No Comments

Post A Comment